JKA-karate

KARATE
 
Karate er først og fremmest træningen i at opnå balancen mellem krop og sind igennem hård træning. Karate er et effektivt selvforsvarssystem og krigskunst udviklet i Østen.
 
Kroppen optrænes gennem systematisk og disciplineret træning og omdannes til forsvars- og angrebsteknikker. En karateudøver udvikler kroppens muskelstyrke, smidighed, fleksibilitet, balance, koordination, timing og åndedræt. Mentalt udvikler man styrke i kraft af et åbent sind med stor koncentration. Man opnår en indre ro og harmoni. Karate har dybe rødder i Bushido. (læs om Bushido her)
 
Karatens traditioner og filosofi handler om at have et fredeligt, respektfuldt og ydmygt sind. Det er ikke tilladt at skade sin modstander under træning. Alle teknikker skal udføres forsvarligt. Uden for dojoen gælder de samme regler som i det øvrige samfund i forhold til lovlig nødværge.
 
KARATE-DO
 
Funakoshi sensei, grundlæggeren af Shotokan Karate, påpegede gang på gang at karatetræningens første og fornemste mål er at kultivere et godt sind; en ydmyghedens ånd. Det er kun muligt at blive en sand elev af Karate-Do, hvis man søger både den mentale og fysiske side.


 
Essensen i karate er ”Kime”. Kime betyder et eksplosivt angreb på målet med den rigtige teknik og med maksimal kraft på den kortest mulige tid. For længe siden brugte man udtrykket ”Ikken Hissatsu”, der betyder at ”dræbe med ét eneste slag”. At tro at det betyder, at formålet er at dræbe, er både forkert og farligt. Man bør huske, at de gamle dages Karate-Ka`er trænede deres Kime hver eneste dag med indædt alvor ved at træne på deres Makiwara.

Karate-Do er Karatens rigtige brug, udført med den rette forståelse.
 
Den, der oprigtigt træner i denne Do og virkelig forstår Karate-Do, bliver aldrig nemt trukket ind i en kamp.

"At vinde hundrede sejre i hundrede slag
er ikke den største færdighed.
At besejre fjenden uden at kæmpe,
er den største færdighed"...


JKA Danmark Historie.
 
Som opservatør for Japan Karate Association, besøgte Kobayashi Sensei i 1963 Danmark
for at bedømme, om der var grundlag for JKA Shotokan Karate i Danmark.
Under dette besøg havde Kobayashi Sensei et møde med Bura Sensei, hvor Kobayashi Sensei forklarede hvad JKA Karate stod for. Efter 2 timers træning blev Bura Sensei overbevist om, at det var den form for
karate, Sensei altid havde ønsket at træne, og hermed var JKA Danmark en realitet. Bura Sensei er derfor
grundlæggeren af JKA Shotokan Karate-Do i Danmark. Bura Sensei har siden 1963 udbredt karate-Do i såvel Danmark som i hele Skandinavien.


 
Med hele sit liv og sjæl har Bura Sensei bevist sin ufravigelige vilje til at fastholde den sande og oprindelige linie for forståelsen af karate-Do fra Funakoshi Sensei og Nakayama Sensei - grundlæggerne af JKA Shotokan Karate-Do.
 
Herhjemme varetages organisationens interesser af det danske Shihankai, som består af de 22 højest graduerede instruktører i Danmark under ledelse af Bura Sensei, der som den eneste udlænding også er medlem af Shihankai i Japan. Danmark er det eneste land i verden udover Japan der har et Shihankai, og vi i Nuetsu er meget stolte af at vores Sensei er medlem af dette råd-
 
Men det er ikke kun her i landet, at der står stor respekt om Bura Sensei's viden. Det har resulteret i, at Bura Sensei i dag er medlem af Teknisk Råd i Japan Karate Association. Det alene er en fantastisk præstation og en flot anerkendelse af Bura Sensei's indsats gennem årene. Samtidig er Bura Sensei teknisk direktør for JKA Europa.
 
Bura Sensei rejser flere gange årligt til karatens hjemland og bringer dermed ny inspiration og udvikling til karateudøvere - ikke kun til instruktører og elever i JKA Danmark, men til alle seriøse udøvere af karate-Do i Europa.
 
Sensei blev i 2015 8. Dan, og han er således den højest graduerede vesterlænding, der træner JKA Karate.
Der skal lyde en stor tak til Bura Sensei for den indsigt i karate-Do, som Sensei i mere end 50 år har givet videre til os.
Det er derfor med rette, at Bura Sensei betegnes som den danske karates fader.
Vi siger tak for den udbytterige lærdom, og vi føler os alle i stor gæld til Sensei..
 
KATA
 
Kata er både spirituel og fysisk træning. Kata kræver høj koncentration, og at man skal sigte mod en tilstand af zanshin, et vågent og beredt sind. Kata er en række logisk sammensatte forsvars/angrebsbevægelser, hvor man forestiller sig at kæmpe imod modstandere fra mange retninger og i alle tænkelige situationer. Hver kata starter altid med et forsvar.
 
Hver kata har sit eget karakteristika, sit eget udtryk og mening. Antallet af sekvenserne og bevægelserne er forudbestemt i hver kata, og alt skal udføres korrekt. Kata skal udføres på embusen, udførelseslinie og skal starte og slutte samme sted. Hver bevægelse skal være klart forstået og udtrykt i handling på det rigtige tidspunkt. Rytmen, fleksibiliteten og den korrekte brug af kraft, hastighed og styrke udføres. Åndedrættet skal være korrekt og naturligt. Tæt forbundet med åndedrættet er Kiai!
 
26 kataer indgår i JKA Danmarks kata pensum. Disse er; Heian Shodan, Heian Nidan, Heian Sandan, Heian Yondan, Heian Godan, Tekki Shodan, Tekki Nidan, Tekki Sandan, Bassai Dai, Kanku Dai, Enpi, Hangetsu, Jitte, Gangaku, Jion, Bassai Sho, Kanku Sho, Nijushiho, Jiin, Sochin, Unsu, Chinte, Meikyo, Wankan, Gojushiho Sho og Gojushiho Dai.
 
GRADER
 
Som karateudøver bærer man en grad, der viser ens nuværende niveau og erfaring.Ved at gå op til graduering kan man modtage en ny grad, hvis man består prøven. Ved en graduering skal et fastlagt pensum demonstreres inden for kihon, kata og kumite. Man starter som 10. kyu og bærer hvidt bælte. Der afholdes graduering flere gange årligt. Der skal mindst trænes 3 måneder mellem hver kyu graduering. Ofte går der længere tid.
 
Før man kan blive indstillet til dangraduering (sortbæltegraduering) skal man forvente minimum 4-5 års seriøs træning uden pauser. En trofast og viljefast indstilling bringer én langt. Det endelige mål med at dyrke karate handler ikke om grader, men om at udvikle sin personlige karaktér gennem træning!
 
9. Kyu Gult bælte
8. Kyu Orange bælte
7. Kyu Grønt bælte
6. Kyu Grønt bælte
5. Kyu Violet bælte
4. Kyu Violet bælte
3. Kyu Brunt bælte
2. Kyu Brunt bælte
1. Kyu Brunt bælte
1. Dan Sort bælte... Herefter tæller Sortbæltegrader op igen til 10, som er det højeste.